Dansk Skak Union 8. Hovedkreds

Det er matchpoint der tæller
Af Martin Stampe Noer
Onsdag 17 Oktober 2018 13:23     Læst af:64
I Europa Cuppen er det matchpoint, der spilles om – og ikke partipoint som man f.eks. kender det i den danske holdturnering, En sejr giver således 2 matchpoint, mens uafgjort giver et point. Først ved ligestilling er brætpointene afgørende. Denne turneringsform gør matcherne meget mere spændende. Der er en verden til forskel på om man får 3,5 point i de 6 partier frem for blot 3,0 eller 2,5. Det giver også mange spændende matchtaktiske overvejelser.

Tirsdag var Nordkalotten for anden gang oppe mod et hold fra Luxemborg – denne gang Cercle des Echecs Dudelange, der var seedet som nr. 56. Vi var derfor på papiret storfavoritter, men det skulle vise sig, at vi kom til at kæmpe meget mere for sejren og de to matchpoint end vi havde drømt om.

Vi fik dog en drømmestart, da Jacob Sylvan vandt lyn hurtigt. Esben Ejsing gjorde det til 2-0 i et godt angrebsparti, mens vi stod presset på de øvrige brætter bortset fra Esben Hove, der muligvis havde en lille fordel. Kåre Kristensen tog klogelig nok remis, da chancen bød sig og vi manglede nu kun et point. Martin Stampe Noer havde spillet galt allerede i åbningen og havde valgt at give to løbere for tårn og bonde. Det blev en lang forsvarskamp, hvor det var lige ved at han havde fået lukket stilling af til remis. Efter 5 timers kamp fik han endelig chancen for en lille kombination, der ville vinde en af løberne for en fribonde, men overså desværre det gyldne mulighed. Ærgerligt for nu gik det hurtigt ned af bakke, Samtidig tabte IM Christian Jepson et tårnslutspil på topbordet til IM Fred Berend, hvor der nok langt hen af vejen burde have været remis.

Esben Hove blev til gengæld matchvinder, da han vandt et langt og kompliceret dobbelttårnslutspil med nogle elegante manøvre.

Hillerød var oppe mod Grantham Sharks fra England (seedet nr. 42) og var også et stykke fra matchsejren. Lars Nilsson og Peter Svendsen tabte på de nederste brætter, mens det længe så ud til at Jan Nordenbæk ville vinde. Han brugte dog for meget tid og måtte ned i en fordelagtig stilling. Tim Jaksland spiller bedre og bedre og udnyttede her en klar fejl af modstanderen IM Thomas Rendle, der kostede tre bønder og dermed partiet. Da Jens Østergaard også tabte, var der nu kun IM Nikolaj Borge tilbage på 1. brættet. Han var gået i noget taktisk mod IM Roberson, men holdt fast og kom ind i et bondeslutspil som han mirakuløst holdt remis. Dermed endte matchen 4,5-1,5 til englænderne, der snuppede begge matchpoint. Endnu værre gik det Brønshøj, der tabte 5-1 til MuConsult Apeldoorn, mens Jetsmark vandt en fin sejr på 4-2 og White Rose. 

Turnering

Nordsjælland Weekend EMT 2019
4/1/2019-6/1/2019
Se indbydelsen